Hvor skal jeg få printet mine billeder?

(opdateret september 2020)

test af forskellige printsteder

Jeg har før skrevet, at jeg er stor tilhænger af at få billeder af børn og familien op på væggene, i stedet for at lade dem blive “glemt” på CD eller harddisk. Siden jeg har besluttet at sælge billeder digitalt, hvor man kan få alle sine billeder med på et USB-stik, sælger jeg også flere og flere digitale billeder. Det giver mulighed for selv at kunne printe billederne eller at få dem fremkaldt hos en af de mange fotobutikker eller udbydere online.

Forleden faldt jeg over et indlæg i en gruppe på facebook, hvor der var blevet postet et billede af et virkelig gyseligt print, og der blev diskuteret hvorvidt man overhovedet burde sælge digitale billeder til kunderne – for man ved aldrig hvordan billederne kommer til at se ud når de selv pinter dem eller bestiller hos de forskellige online steder.

For at kunne give en anbefaling mht. hvor i kan få jeres billeder fremkaldt henne, har jeg testet forskellige steder og sammenlignet printene.

Med i vurderingen er:

PhotoBox

Bilkas fotoservice

Pixum

Billedbutikken

Nordic Photo (nu Nordic Digital Lab)

PhotoCare (City Vest)

Jeg har udvalgt 3 forskellige billeder til vurderingen, to farvebilleder og et i sort/hvid. Hos alle forhandlere har jeg fravalgt en efterbehandling af billederne, dvs. de skulle printes uden at der blev lavet ændringer i f.eks. farver og kontrast. Det er de samme filer, der er blevet sendt afsted til alle de angivne udbydere.

originaler-print-test

Dette er min personlige mening og opfattelse af farver/kontrast. I vurderingen indgår ikke billedernes holdbarhed, altså bl.a. hvor hurtigt eller hvor meget de fader når de bliver udsat for sollys. Jeg har desuden selv betalt alle printene, og der er således ikke tale om et sponsoreret indlæg!  

PhotoBox

Da jeg åbnede kuverten med billederne fra PhotoBox, som i øvrigt var længe undervejs (bestilt d. 20.dec, leveret d. 9.januar), var jeg temmelig skuffet. Især sort/hvid-billedet var alt for kontrast-rigt, således at der ikke var detaljer tilbage i hverken de lyse eller mørke områder. Farvebillederne manglede også detaljer i de mørke områder. Desuden var farverne gengivet for kraftige. Bestillingsprocessen var dog enkel og priserne er lave.

Bilka og Pixum

Papirsbillederne fra Bilka og Pixum er meget ens. Jeg blev faktisk overrasket over deres forholdsvis pæne print. I de mørke områder virker billederne dog lidt fesne, dvs. sort er ikke rigtig sort, men mørkegråt, og de mangler derfor kontrast. Bestillingsprocessen er super enkel og priserne lave. Bilka tilbyder både levering med posten og afhentning i en valgfri Bilka butik.

Billedbutikken

Billedbutikkens print er fine mht. kontrast, farverne er dog overordnet lidt grønlige. Det viser sig især i sort/hvid billedet og i de mørke områder i farvebillederne. Billedbutikken var de absolut hurtigste til levering af billederne. De blev bestilt om aftenen d. 20.dec, og lå i postkassen allerede d. 22. dec.

Nordic Photo (Nu Nordic Digital Lab)

Nordic Photos print er virkelig fine, både farver og kontrast er som det skal være. Nordic Photo/Nordic Digital Lab er det sted, der i denne lille test leverer det klart flotteste resultat!

Et lille minus er dog bestillingsprocessen, der kan virke lidt besværlig. Billederne bliver nemlig printet i samme størrelse som filen, med mindre man selv retter størrelsen, som bliver angivet i mm. Dette skal gøres for hver enkelt billede. Samtidig er det dog også et plus, at man kan få printet alle sine billeder i lige præcis den størrelse man ønsker – og prisen bliver beregnet per mm! Man skal bare lige være opmærksom på denne detalje, så man ikke får bestilt billeder i en forkert størrelse.

opdatering: Nordic Digital Lab har fået en ny hjemmeside, som gør bestillingsprocessen meget nemmere. Du skal dog stadig være opmærksom på at du manuelt skal vælge hvilken størrelse billederne skal printes i. Vælger du ikke noget, bliver billederne printet i den størrelse som filen er.

endnu en opdatering (2020): Nordic Digital Lab har nu også lavet en hjemmeside, der henvender sig til private: dinebilleder.dk. Her er det endnu mere enkelt og overskueligt for dig at bestille print.

Husk: Har du købt digitale billeder hos mig, så får du 10% rabat på din billedbestilling hos Nordic Digital Lab. Du kan finde rabatkoden på USB´en. Mangler du koden, så send lige en kort besked, så skal jeg nok sørge for at du får rabatkoden

PhotoCare

Den sidste deltager i min lille test er PhotoCare. Billederne har lidt for meget kontrast, og farverne er lidt blege. Billederne er desuden rødlige i både de mørke og lyse områder. Jeg bestilte billederne online, og valgte afhentning i en af deres butikker. Da jeg valgte deres butik i CityVest, som ligger tættest på mig, blev billederne printet dér. Billederne bliver altså lavet lokalt, og en anden af deres butikker kunne således give helt andre resultater.

print-test-pixum-photobox-billedbutikken-bilka-nordicphoto-photocare-fremkalde-billeder
test print fra de forskellige udbydere

Sammenfatning

Det er lidt svært at se på billedet for oven – her har jeg affotograferet printene. Især farveforskellene er ikke helt tydelig at se alle steder. Men forskellen er tydliger, når du står med printene i hånden.

De steder der altså leverede print der mindst lignede filen, er PhotoCare, PhotoBox og Billedbutikken. Grunden til at disse havner i bunden af min vurdering er, at disse ikke levede op til mine forventninger. Desuden synes jeg at farvegengivelsen fra disse steder er uacceptabel.

Pixum og Bilkas print mangler kontrast, men farverne er gengivet ok.

PRINT TIL VÆGGENE

De flotteste print er helt klart dem fra Nordic Digital Lab. Priserne er noget højere end de andre udbyderes, men helt klart pengene værd. Derfor vil jeg klart anbefale Nordic Digital Lab til print der skal op på væggene / indrammes.

PRINT TIL FOTOALBUMS

Til de små print til eksempelvis fotoalbums, hvor man typisk bestiller et stort antal print ad gangen, kan Pixum og Bilkas fotoservice sagtens bruges. 

ET SIDSTE TIP

Og så er det også værd at huske, at denne test og dette indlæg skal være en hjælp og øjenåbner til dem, der ikke ved noget som helst om farveprofiler og billedoptimering, og sender billeder til print uden at undersøge kravene fra de forskellige forhandlere. Nogle vil gerne have filerne i adobeRGB, andre i sRGB, andre kan håndtere begge dele. Og det kan selvfølgelig have stor indflydelse på resultatet, hvis du indsender filer med dem forkerte farveprofiler til print.

Derfor: Undersøg hvilke krav din forhandler har til farveprofil mm. INDEN du bestiller dine print

PRINT FRA MIG

Og alle jer der ikke orker bøvle med alt det her – i kan selvfølgelig stadig få printet jeres billeder gennem mig. Så får i ikke bare flotte print med de rigtige farver/kontraster, men også print på super flot fotopapir med mat og let struktureret overflade, som efter min smag er så meget flottere end de højglans billeder du får hos de fleste forhandlere. Og du slipper helt og aldelses for alt besværet med at undersøge de forskellige krav fra printsted til printsted.

Tak fordi du læste med. Du kan også finde mig på Facebook, Instagram, Youtube osv.

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

Comments

  • Stine de la Motte Clausen
    05/28/2015

    Tak for det her indlæg 🙂

  • Frank
    06/29/2017

    Hvor anderledes ville resultatet have været hvis at billed behandling ikke havde været fravalgt?
    Jeg tænker mest på at man printer til en printer hvor man ikke kender farve profilen.
    Tak for indlæget.

    • 07/12/2017

      Hej Frank.
      Tak for din kommentar.
      Den automatiske billedoptimering har indflydelse på kontrast – da mine billeder dog allerede er redigeret og optimeret, vil denne funktion ikke gøre noget godt for billederne (efter min smag). Desuden er det jo en automatiseret optimering, og ikke en der tager hensyn til de enkelte billeder. Testen skulle vise hvordan kunder kan forvente at deres billeder ser ud når de printer de forskellige steder – for de har jo netop (sandsynligvis) ikke forstand på farveprofiler mm.

      Printer man derimod sine egne billeder, som man ikke først har redigeret, så kan den automatiske billedoptimering muligvis være en god ting. Det har jeg ikke afprøvet 🙂

Post a Comment

Se hvad der sker på Instagram

error: