Din kurv er lige nu tom!
Jeg eksisterer ikke i billeder … gør du?
Om vigtigheden af familiebilleder
Jeg eksisterer ikke i billeder. Jo altså, i nogle få fra dengang jeg var barn.
Jeg ved ikke hvor mange af jer egentlig ved hvordan hele det her fotohalløj startede for mig. Jo, det hele startede vel egentlig men min datters fødsel. Jeg har så længe jeg kan huske (ja, jer der kender mig godt griner sikkert nu! For jeg kan jo ikke huske en skid ;) ) været glad for at fotografere, men efter min datters fødsel opdagede jeg for alvor min interesse for fotografering og billedredigering. Men som enlig mor er tid til fritidsinteresser jo ligesom ikke eksisterende. Så der gik mange år, hvor jeg godt nok fotograferede en masse, men ikke havde tid til egentlig at fordybe mig i det.
Jeg startede med kun at fotografere børn
Nåh, så springer jeg lige lidt i historien. For mange år senere, da min datter havde fået nok af at blive fotograferet, så måtte jeg jo finde andre måder at stille fotolysten på. Så jeg startede med at fotografere andres børn.
Og det er faktisk ikke vanvittigt længe siden, at det gik op for mig, at selv om det da er super dejligt at have gode billeder af sine børn, så er det jo slet ikke nær så vigtigt som at have billeder af sin familie!
Det slog mig for alvor, da jeg for nyligt kiggede på en bunke gamle fotografier, som jeg har fået af min mor. Der var hovedsageligt billeder af mig som baby. Men selvom billedkvaliteten er elendig, så er det billeder jeg værdsætter rigtig meget.
De billeder, der betyder mest for mig
Men de billeder, der for alvor betyder noget for mig, det er de få billeder af mig sammen med min familie – søskende, forældre, faster, farmor osv. Ud af alle de fotografier jeg har fået af min mor, er hun selv med på 3 af dem. Og der er kun ét eneste, hvor både mine forældre, min søster og jeg er med på samtidig. Ét!
Min bror blev født 5 år senere – og af os 5 findes der ikke et eneste billede. På alle billederne foroven er jeg ikke fyldt 2 år endnu. Og jeg har næsten ingen billeder overhovedet fra da jeg var 2-12 år.
Hvor ville jeg ønske jeg havde flere billeder af hele familien. Og så er det i øvrig fuldstændig ligegyldigt om billedkvaliteten er elendig eller om håret ikke sidder rigtigt – så længe billederne viser hvordan vores familie var dengang.
Jeg mangler selv på familiebillederne
Når jeg så gennemgår de ti-tusinder af billeder jeg har af min egen datter, så er det ikke meget bedre. Jeg selv er kun med på en håndfuld af dem. Så jeg eksisterer ikke i billeder – stort set. Så når jeg engang giver familiebillederne videre til min datter, så vil hun stå i samme situation som jeg gør nu.
BLIV FOTOGRAFERET FOR BØRNENES SKYLD
Så fremover vil jeg prøve at være bedre til at overlade kameraet til andre, også selvom jeg HADER at blive fotograferet. Jeg vil gøre det alligevel – for min datters skyld.
Derudover er der et nyt projekt på to-do listen: tag kontakt til alle familiemedlemmer og bed dem om at finde deres billeder frem af min familie. Og så må jeg håbe på at de gider affotografere eller scanne billederne til mig. For der må da findes lidt flere billeder af mig og familien.
