HVAD SKAL DU GØRE HVIS BØRNENE IKKE HAR LYST TIL AT BLIVE FOTOGRAFERET, eller ikke opfører sig pænt?
Hvad hvis børnene ikke gider eller ikke opfører sig pænt under fotograferingen? Hvis det er en af dine bekymringer inden jeres fotografering, så skal du vide at det er du bestemt ikke alene om.
Det er der faktisk en del forældre der bekymrer sig om!
Mine tips til en stressfri fotografering
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg endnu ikke har oplevet børn der ikke opførte sig ordentligt under fotograferingen!
Og med disse 4 nemme tips undgår du, at det er dine børn der bliver de første:
1. Forbered børnene på hvad der skal ske
Forbered dem på hvad der skal ske. Men i stedet for at fortælle om at i skal fotograferes, så sig i stedet at i skal på tur og lege, og at jeg tager billeder imens. Så forbinder børnene ikke den kommende fotografering med en kedelig pligt, men med noget sjovt. Nemlig tid sammen med forældrene og leg og oplevelse.
2. Skru forventningerne helt ned og stil ikke for mange krav til børnene
Du skal ikke være nervøs for at dine børn ikke gør som jeg beder dem om. Det sker jævnligt, og er slet ikke noget problem. Mine opfordringer er altid kun forslag, og ikke ordrer der skal adlydes.
Kræv ikke af børnene at de skal gøre som jeg har sagt, men gå med på børnenes forslag og ideer i stedet.
Noget af det jeg netop elsker ved børnefotograferinger er, når børnene bare leger og gør hvad de har lyst til. Og de må gerne have en mening om hvad de vil.
Og det er så tip nr, 3:
3. Lad børnene styre
Min holdning er, at det er helt ok at børnene får lov til at bestemme og styre slagets gang langt hen ad vejen. Er der noget de ikke har lyst til, så prøver vi bare noget andet. For når børnene mærker at de ikke skal alt muligt, men bare lege og hygge sig og har indflydelse på hvad der skal ske, så er de meget mere medgørlige, glade og afslappede.
Så jo mere rolige og large i forældre er, jo bedre.
4. Leg fremfor kommandoer
Hvis der er situationer hvor vi rigtig gerne vil have barnet/børnene til at gøre noget bestemt, så er det bedre at gøre det gennem leg.
I stedet for at sige f.eks.: “Kom her og sæt dig” når du gerne vil have dem lokket til dig, så prøv i stedet med “Kan du se bænkebideren her hos mor?” eller “Lad os kilde far!”.
Eller jeg kan finde på at bede barnet om at liste sig om bag mor/far og forskrække eller kilde dem.
Lykkes det så altid? Nej. Men så finder vi bare på noget andet. Det vigtigste er at bibeholde den gode stemning og ikke skælde ud. For så gider børnene i hvert fald slet ikke. Og selv hvis de modvilligt skulle gøre som de får besked på, så vil deres modvilje kunne ses i deres ansigtsudtryk.
BONUS TIP: vent med at nævne en evt. belønning
Nogle gange kræver det en aftale om en belønning for overhovedet at få børnene i tøjet når i skal hjemmefra.
Hvis overhovedet muligt, så vent med at nævne hvad i skal som belønning efter fotograferingen. Fordi det kan være enormt svært for nogle børn at skulle vente. Det eneste de så tænker på er at fotograferingen skal overstået så hurtigt som muligt.
Læs lige mit første tip igen, så undgår du måske at love belønninger allerede inden i er i gang med fotograferingen. Hav fokus på at i skal noget sjovt sammen, og ikke en sur pligt der skal overstås.
Jeg håber at du med disse råd kan slippe bekymringen om børnene mon kommer til at opføre sig ordentligt, og møde op til fotograferingen med mere ro i maven.
Du kan læse mere om børne- og familiefotografering her: børnefotografering og familiefotografering
- Print-selv kalender 2024Smuk og nem julegave fra børnene: print-selv-kalender til 0 kr. Igen i år har jeg lavet den populære print-selv (foto-) kalender til dig, så du kan lave smukke personlige gaver sammen med børnene. […]
- Lav din egen billedvægLav din egen billedvæg med fotografier I denne guide finder du information og anbefalinger til rammer og glas, passepartout, placering af billederne i forhold til hinanden, og selvfølgelig hvordan du kommer i gang. […]
- Mine 2 bedste råd til din fotograferingRåd nr. 1: Bed ikke børnene om at smile “SMIIIIL”…“Sig APPELSIIIIIIN” Kender du det? Du vil lige tage et hurtigt billede (eller 10) af dit barn, og siger: “SMIIIL {indsæt dit barns navn} […]