Redigering

Jeg har i mange år kun arbejdet i Photoshop, men takket være min dygtige kollega Malene Mittag (tjek lige hendes fantastiske arbejde ud på Instagram) kom jeg heldigvis også i gang med at bruge Lightroom. Og det har både været en stor tidsbesparelse (hvorfor skal jeg nok komme ind på) og hjulpet mig til at genfinde kærligheden til redigering. Jeg var nemlig kørt lidt træt i de timelange redigeringer med alt for mange gentagne steps.

Det er ikke én redigering der passer til alle billeder, men der var alligevel en masse ting jeg gjorde på stort set alle billeder. Og det tog mig enormt lang tid i Photoshop.

Ved at skifte over til Lightroom måtte jeg dog tilpasse og ændre en masse i mit workflow. Det tog tid – men i dag er jeg så glad for det.

Photoshop er ikke et program der er særligt intuitivt, og derfor ikke et jeg vil anbefale til dig, der bare gerne vil redigere dine egne billeder en smule. Det er simpelthen et for komplekst værktøj til lejlighedsvis brug, og de fleste funktioner vil du aldrig få brug for. Desuden er det dyrt.

Lightroom til gengæld er både billigt og meget mere simpelt – og kan både bruges på computeren og mobilen. Jeg bruger “Lightroom Classic” på computeren, og nu også “Lightroom” på mobilen. Det er to forskellige programmer – læs om forskellene her: Forskellen på Lightroom og Lightroom Classic.

Du kan endda bruge Lightroom gratis på mobilen. Der er så bare nogle funktioner du ikke har adgang til. I App Store hedder appen Lightroom Photo Editor.

En gennemgang af programmerne vil være for omfattende til blogindlægget her, men søg på YouTube, og du finder et hav af hjælp og info til at komme i gang. Da jeg primært bruger Lightroom Classic, er det også det program jeg tager udgangspunkt i her.

Jeg vil vise dig hvilke ting jeg altid redigerer på min billeder, og også vise dig en smart funktion, der sparer mig for en masse tid når jeg skal redigere mange billeder.

Nå, lad os komme i gang. Men lad mig lige starte med at sige, at der er ikke er noget rigtigt og forkert når man redigerer. Redigering er langt hen ad vejen en smagssag. Og jeg er bestemt ikke nogeen ekspert på området – jeg viser blot hvad jeg plejer at gøre 🙂

Når jeg redigerer børne- og familiebilleder, så er det stort set de samme 3 ting jeg ændrer:

  1. Eksponeringen
  2. Kontrast og farver
  3. Beskæringen

Eksponering

Det er ikke altid jeg rammer helt rigtigt med eksponeringen. Jeg fotograferer legende børn, både inde og ude. Lyset ændrer sig altså konstant. Selvom vi er ude, og der ikke er de store skift i vejret, så kan lyset være vidt forskelligt kun få meter fra hinanden. Jeg justerer løbende lukkertid og ISO på mit kamera, men nogle gange sker ting så hurtigt, at jeg ikke får de korrekte indstillinger med det samme. Sådan er det når børnene får lov til at styre showet, og jeg bare følger efter 😉

Men så er der heldigvis hjælp at hente i redigeringen. For mørke billeder kan lysnes lidt, og for lyse billeder kan gøres lidt mørkere.

Kontrast og farver

Jeg fotograferer altid i RAW formatet. Dvs. at billederne gemmes ukomprimeret og jeg har flere muligheder i redigeringen efterfølgende. Det betyder dog også, at billederne til at starte med et lidt flade, altså mangler lidt kontrast og skarphed.

Jeg starter med at øge kontrasten ved brug af Tone Curve og Basic modulet. Øger du kontrasten, så får du også mere knald på farverne. Derfor toner jeg farverne ned igen med HSL/Color sliderne. Her kan du ændre alle farver lige som du gerne vil have dem til at se ud.

Jeg tilføjer lidt varme i Split Toning, og så øger jeg skrapheden en smule. Til sidst kan jeg finde på at tilføje lidt grain også.

Beskæring

Jeg er åbenbart virkelig dårligt til at holde kameraet lige – så tit skal jeg rette billederne op, så der f.eks. ikke er en skæv horisont eller skæve linjer fra bygninger mm. Nogle gange beskærer jeg også billederne noget mere.

Fif til hurtigere redigering

Jeg redigerer ikke kun nogle få, men tit op mod 70-80 billeder fra en fotografering. Så det ville tage alt for lang tid at skulle redigere alle billeder på den måde. Men der er to smarte genveje du kan bruge, for lynhurtig at få redigeret en hel serie.

1. Kopier dine indstillinger fra et billede over på et andet

Jep, så nemt kan det gøres. Har du redigeret et billede færdigt, så kan du kopiere (cmd. c) alle dine indstillinger over på det næste billede (cmd. v)

2. Lav et Preset ud fra dine indstillinger

Et preset er sådanset bare en genvej med alle dine indstillinger, som du kan bruge igen og igen på alle dine billeder.

Men selvfølgelig er der en hage 😉 Det er ikke altid, at det virker. Altså – det er ikke altid at de indstillinger, der passede til det ene billede, også passer til det andet. Tit skal der justeres lidt. Men uanset hvad er det for mig hurtigere at justere og tilpasse indtillingerne til det næste billede, end det er at starte forfra.

En sjælden gang bruger jeg Photoshop

Det var sådanset det. En sjælden gang åbner jeg billederne op i Photoshop for at fjerne sår, savl eller andre forstyrrende elementer. Men generelt laver jeg meget lidt retouchering.


SENESTE INDLÆG