Af: Sidsel Jensdatter Lyster

Sidsel Jensdatter Lyster — Sun, 17 Dec 2023 12:47:40 +0000

Jeg laver fotoalbum til min datter. Det er en sorgproces, for vi har mistet kontakten. Og når jeg gennemgår billederne, er jeg altid fotograf. Jeg har taget mange dejlige billeder af min datter og hendes far. Men de mange dage, hvor jeg var alene med hende, virker nærmest ikke-eksisterende. Hun var for ung til at huske, at jeg havde barsel. At jeg legede med hende, tumlede med hende, fik hende til at smile og grine. Læste for hende, sang for hende, tegnede med hende, gik ture med hende. På billederne ser det ud som om hun er blevet passet af sin far og sine bedsteforældre. Sorgen er dobbelt: Sorgen over at mine minder kun er her i hjertet. Og sorgen over ikke at kunne vise, at jeg var der for hende hver eneste dag. At der var meget mere end de dårlige dage, hun husker. At der var en lang, god tid inden. En tid hvor hun fik min udelte opmærksomhed. Hvor vi altid var sammen. Og hvor det var lethed og glæde og ubetinget kærlighed. På papiret er den tid væk. Kære jer, som læser dette: husk at tage billeder af familiens fotograf. Ellers ser det ud, som om han eller hun slet ikke var med – hvor det måske var den person, der var der allermest.

Kommentarer til: Jeg eksisterer ikke i billeder..gør du?

Af: Sidsel Jensdatter Lyster